Nye Chanel-lakker til neglene
onsdag 2.6.10
- Af Charlotte Hallbæck
Traditionen tro lancerer Chanel hver sæson en ny neglelak i sæsonens hippeste it-farve
Så er Chanel igen på banen med deres nye neglelakker i sæsonens it-farver. Denne gang er det Nouvelle Vauge (lys turkis med let perlemor), som bliver den mest eftertragtede neglelak at få fingrene i. Der findes også to andre lakker i kollektionen: Riviera (kraftig pink) og Mistral (lyserød med glitter).
De foregående sæsoner har især farverne Jade (turkisfarvet neglelak) og Particulière (muldvarpebrun neglelak) været mere end eftertragtede. Faktisk er de blevet udsolgt så hurtigt i butikkerne, at de har kunnet købes på E-Bay til mange hundrede kroner over markedsprisen.
Så hold øje med hylderne hos Chanel fra slutningen af maj, hvis du ligesom så mange andre kvinder higer efter at få fingrene i den nye it-farve. Som det også gælder for de øvrige farver, er det en limited editon.
Chanel-lakkerne er i butikkerne fra slutningen af maj.
|
Populære Chanel-lakker gennem tiden
Rouge Noir: I kølvandet på filmen Pulp Fiction, hvor Uma Thurman optrådte iført den mørkerøde lak Rouge Noir, solgte lakken så meget det første år, at den stod for en tredjedel af Chanels samlede salg af neglelak. Lakken er sidenhen blevet så populær, at den er blevet en klassiker
Miami Peach og Orange Fizz: Orange/ferskenfarvede lakker, som var det helt store hit i henholdsvis somrene 2008/2009
Jade: Jadegrøn neglelak, der blev lanceret i sommeren/efteråret 2009. Den blev eftersigende kun blev produceret i ganske få hundrede stykker. Kan købes på E-Bay til skyhøje priser
Particulière: Brun neglelak, der blev lanceret i efteråret 2009. Blev revet væk i butikkerne i løbet af ganske få dage
Nouvelle Vague: Den nyeste Chanel-lak, som netop er lanceret i butikkerne. Nouvelle Vague betyder på dansk ”Ny bølge” og refererer til den bølge af nye franske film, der kom frem i 60’erne. Nouvelle Vague præsenterede en ny og helt personlig tilgang til dét at lave film |