9 overraskende facts om ”Twin Peaks”

twin peaks
Foto: AOP

Den ikoniske serie, der lagde gaderne øde i starten af 90’erne vender tilbage med en ny sæson. Læs ni ting, du (måske) ikke vidste om kultserien ”Twin Peaks” her.

Det er mere end 25 år siden, folk sad limet til skærmen for at se ”Twin Peaks”. Siden har serien fået kultstatus, og det var derfor ikke overraskende, at fans over hele verden jublede ved nyheden om, at ”Twin Peaks” vender tilbage.

Den nye ”Twin Peaks: The Return” er skabt af mændene bag de første sæsoner – David Lynch og Mark Frost – og bliver et gensyn med mange af de gamle karakterer. Blandt andet vender Kyle MacLachlan tilbage i rollen som FBI-agenten Dale Cooper.

LÆS OGSÅ: "Twin Peaks" er ikke den eneste kultserie, der er vendt tilbage. Se de andre her

Den nye sæson af ”Twin Peaks” kan ses på HBO Nordic fra den 22. maj. Og indtil da kan du fornøje dig med 9 sjove og overraskende facts om de første sæsoner af kultserien.

Hvis du endnu ikke har set de gamle sæsoner af ”Twin Peaks” og ikke vil have spoleret handlingen, skal du ikke læse videre.

9 facts om "Twin Peaks":

  1. Serien skulle oprindeligt være foregået i North Dakota, men seriens skabere mente ikke, at der var mystik nok over stedet, og derfor rykkede de til et område med tæt skov i stedet.
  2. Laura Palmers morder skulle ikke være afsløret, hvis det stod til David Lynch og Mark Frost.
  3. De mystiske toner, der åbner hvert afsnit er blevet lige så kendte som serien, og faktisk tog det kun David Lynch og komponisten Angelo Badalamenti 20 minutter at finde på titelmelodien.
  4. Skuespillerne var lige så chokerede, som seerne, da de så første sæsonfinale. De havde nemlig skudt flere forskellige versioner af sidste afsnit og vidste ikke, hvilken version David Lynch ville vælge.
  5. Kyle MacLachlan drak en anden slags kaffe end de andre skuespillere på settet. Så det var sandsynligvis nogle ”damn good” kopper kaffer.
  6. David Lynch lod flere fejl fra optagelserne blive i den endelige version af serien – blandt andet det flimrende lys under Laura Palmers obduktion.
  7. Flere af skuespillerne fik skrevet roller særligt til dem. Lynch og Frost var for eksempel så imponerede af Mädchen Amick, at de skrev rollen som Shelly til hende.
  8. Sheryl Lee fik rollen som den myrdede Laura Palmer. Rollen var – af åbenlyse grunde – ikke stor, men David Lynch ville se mere til Sheryls skuespil, så han castede hende som Lauras identiske kusine.
  9. Sir Paul McCartney har engang afsløret, at Dronning Elizabeth er stor fan af serien. I et interview fortalte han, at han skulle spille til et kongeligt arrangement, hvor hun blev nødt til at gå tidligt – klokken var fem minutter i otte, og hun skulle nå hjem for at se ”Twin Peaks”.

Abonnement på Modemagasinet IN

LÆS OGSÅ: Ekspertens bedste tips til serier og film, du skal se i juni

LÆS ALT OM