Ann Lind Andersen giver tips til film og tv-serier i august

Ann Lind Andersen giver tips til film og tv-serier i august
Foto: PR

Du kender Ann Lind Andersen fra bl.a. ’Go’ morgen Danmark’, og nu kan du også nyde godt af hendes ekspertise hos IN, hvor hun giver sine tips til, hvad du skal have på radaren, når det gælder film og tv-serier lige nu.

Ann Lind Andersen: det skal du se lige nu

Ann Lind Andersen har en Cand.mag. i filmvidenskab og litteraturhistorie og du kender hende garanteret fra bl.a. ’Go’ morgen Danmark’. Her giver hun sine tips til, hvad du skal have på radaren, når det gælder bøger, film og tv-serier lige nu.

LÆS OGSÅ: Ann Lind Andersen giver tips til film og tv-serier i juli

- Kultur afspejler vores samfund – på godt og ondt. Her kan vi udforske og lege med grænserne for, hvad det vil sige at være et moderne menneske. For mig har film og bøger også altid været forbundet med eskapisme. Steder, jeg kunne søge ind i som alternative virkeligheder. Det tror jeg, vi alle har brug for en gang imellem.

Her får du Ann Lind Andersens tips til, hvad du skal have på radaren, når det gælder film og tv-serier lige nu:

Streaming

’I Love Dick’

Da Chris Kraus’ særprægede miks af memoir og fiktion udkom i 1997, blev bogen kaldt for bekendelseslitteratur og ‘ensomme pigers fænomenologi’, men stor ståhej vakte den ikke. Først langsomt de efterfølgende år er den vokset og vokset, og i dag anses den som et hovedværk inden for feministisk litteratur. Og nu er bogen blevet til en tv-serie, skabt af Jill Soloway, der er kvinden bag ‘Transparent’. Hun har hyret et rent kvindehold af forfattere til serien, og der er også en del dygtige kvindelige instruktører bag kameraet, bl.a. Kimberly Peirce og Andrea Arnold. Bogen er opbygget af de breve, hovedpersonen Chris skriver til Dick, som hun er besat af. Chris er så besat, at hun også indvier sin mand i kærligheden til Dick, og i det hele taget er hun så åben og frigjort om sine egne følelser og seksuelle tiltrækning, at man både krummer tæer og glædes. I tv-serien er det komikeren Kathryn Hahn, der spiller Chris, og Kevin Bacon har fået æren af at spille kulturkritiker-cowboy’en Dick.

Har haft premiere på Amazon Prime Video

’Game of Thrones’

Når det gælder tv-serier, er det svært at komme uden om ‘Game of Thrones’. Nærmest siden allerførste afsnit er der varmet op til det store afgørende slag mellem de levende, uanset hvilken magtfamilie de tilhører, og de døde White Walkers. Men spørgsmålene før det er mange. Hvem vil overleve? Hvem vil stå sammen? Og hvem ender på Jerntronen den sidste dag? Serien, der har sat nye standarder for sex og nøgenhed i tv-serier, om man kan lide det eller ej, er med tiden også i høj grad blevet kvindernes historie. Fra dragemoderen Daenerys Targaryen over den bitre Cersei til den ikke-så-uskyldig-længere Sansa Stark – for at nævne nogle få. Men mændene får selvfølgelig også plads. Og i den kommende sæson toner både Nikolaj Coster-Waldau og Pilou Asbæk frem på skærmen. Og sangeren Ed Sheeran, i øvrigt. Når ottende og sidste sæson er færdig til næste år, behøver man heller ikke at græde, for hele fire spin-offs er under forberedelse og måske endda også en spillefilm.

Premiere 17. juli på HBO Nordic

Premierefilm

’Kvinden fra Brest’

Rollen som den danske statsminister Birgitte Nyborg i ‘Borgen’ har åbnet mange internationale døre for Sidse Babett Knudsen, og især i Frankrig går det forrygende. Nu spiller hun hovedrollen i filmen ‘Kvinden fra Brest’. En autentisk historie om lægen Irène Frachon, der fik mistanke om, at en bestemt type diabetesmedicin var livsfarlig, og tog kampen op imod medicinalindustrien. Filmen er blevet et drama med en stærk kvindelig hovedrolle, instrueret af en stærk kvindelig instruktør, Emmanuelle Bercot, med en stærk, kvindelig, dansk skuespiller i spidsen. Der er med andre ord meget at glæde sig over her.  

Premiere 3. august

’Personal Shopper’

Det kan godt være, hun fik sit gigantiske gennembrud i en filmserie, der er lige dele elsket og hadet, men Kristen Stewart har siden ‘Twilight’ gang på gang vist, at hun kan meget mere end at spille mut teenager. Den franske instruktør Olivier Assayas, der vandt for bedste instruktør ved filmfestivalen i Cannes sidste år, er vild med hende, og efter deres første film sammen, ‘Clouds of Sils Maria’, har de nu lavet ‘Personal Shopper’, hvor hovedrollen er skrevet direkte til Stewart. Et psykologisk drama med et skvæt spøgelseshistorie indover, for selv om hovedpersonen er personal shopper for en kendis og drøner rundt og henter dyrt designertøj, opsøger hun på et tidspunkt det hus, hendes bror er død i nogle måneder forinden. I håbet om at få tegn fra ham. Om det, hun oplever, kan tolkes sådan, må man se filmen for at finde ud af.

Premiere 6. juli

’Atomic Blonde’

Charlize Theron er ved at udvikle sig til Hollywoods nye actiondronning. Efter et spædt forsøg i den mislykkede ‘Æon Flux’ i 2005 har vi set hende stjæle scenerne og slagsmålene i ‘Mad Max: Fury Road’ og senest i ‘Fast & Furious 8’. Nu spiller hun den bærende hovedrolle i filmatiseringen af Antony Johnstons tegneserie fra 2012 ‘Atomic Blonde’. Her spiller hun MI6-spionen Lorraine Broughton, der er kold hele vejen igennem, hun tager isbade og drikker tilsyneladende kun Stoli on the rocks. Måske derfor kan hun slå på tæven som 10 mænd – som en effektiv dræbermaskine. Filmen er kun til dem, der kan lide hypervoldelige, gennemstiliserede actionfilm uden meget karaktertegning. Men godt ser den – og Theron! – ud undervejs. Og så er der i øvrigt også en dansk skuespiller med, nemlig Roland Møller.

Premiere 27. juli

Forkæl dig selv med et abonnement på IN og få en eksklusiv gave - KØB HER

LÆS ALT OM