10 leveregler fra Sanne Salomonsen

10 leveregler fra Sanne Salomonsen
Foto: Elona Sjögren

Den danske rockmama Sanne Salomonsen er ude med sit første album i seks år. ‘Baby Blue’ er selvreflekterende, observerende og med Sannes egne ord voksent. IN bad Sanne Salomonsen dele sine 10 leveregler.

Sanne Salomonsen – 10 leveregler

1. Sig tak. Hvis man først har prøvet at være tæt på at miste livet, som jeg har, så lærer man at sætte pris på hver eneste dag. Når du sætter fødderne på gulvet om morgenen, så sig tak, fordi jeg vågnede, tak, fordi jeg får endnu en vidunderlig dag.

2. Tag ansvar for din egen lykke. Du kan jo ikke lægge ansvaret for dig selv over på andre mennes-ker. Du er selv herre over, hvor lykkelig du bliver, og du er selv bestemmende for, hvor du er henne i et forhold, alene eller i din karriere.

LÆS OGSÅ: INTERVIEW | Paprika Steen – uden skjold og filter

3. Hold fri. Det er forkælelse for mig. Bare at have en hel dag, hvor jeg ikke skal en skid. Når man arbejder meget, er det godt at have fridage engang imellem, som giver dig ro til at tænke eller til fuldstændig at lade være med at tænke.

4. Gå en tur. Jeg har det ikke godt, hvis ikke jeg kommer ud og går med mine hunde hver dag. Jeg bor i Hornbæk, så jeg går ture langs havet. Det er det bedste, og det afstresser mig helt vildt.

5. Køb nogle nye sko, hvis du har råd. Det er tosset og fjollet, men det kan godt hjælpe mig engang imellem. Det kan også være, man skal købe noget andet, men jeg elsker sko.

6. Bestem dig for at være tolerant, empatisk og kærlig, og vær aldrig bange for at give ud af dig selv. Du får det tilbage, du giver, og jeg kan ikke se nogen som helst grund til at rende rundt og være vred og aggressiv.

7. Vær bevidst. Det er det, hele mit liv handler om. Det gælder om at kunne tænke klart og ikke være i sine følelsers vold. For ellers løber livet af med dig, og du er ikke i kontrol med det, og du kan ikke bestemme selv.

8. Snak med dine venner. Hvis du ikke er så god til at gå i dialog med dig selv, er det en vidunderlig ting at have gode venner, som du stoler på, og som du kan snakke om dine problemer med. De er garanteret bedre til at se situationen udefra, end du selv er.

9. Lyt til dem, du ved, der er dygtigere end dig selv. Man kan altid blive dygtigere, hvis man vil og ikke er for stolt til at lytte efter andre. Men mærk også efter i dig selv, om du er glad og lykkelig, og vær ikke bange for omverdenens reaktioner.

10. Rødvin.

Forkæl dig selv med et abonnement på IN og få en eksklusiv gave - KØB HER