Hovederne ruller i Hollywood – nye sex-anklager vælter ud af skabet

Hovederne ruller i Hollywood – nye sex-anklager vælter ud af skabet
Foto: AOP

Harvey Weinstein-skandalen har åbnet sluserne i Hollywood, og hundredvis af kvinder – og mænd – står nu frem og fortæller, hvordan de har oplevet aggressiv chikane og seksuelle overgreb fra mandlige chefer og kolleger i magtpositioner. Få overblik over alle sagerne her.

Da de første anklager mod filmproduceren Harvey Weinstein kom, var der flere, der sagde, at de kvinder, som stod frem og anklagede ham for magtmisbrug, sexchikane og i enkelte tilfælde voldtægt, banede vejen for, at andre turde tale højt om deres egne lignende oplevelser i Hollywood.

Harvey Weinstein

LÆS DET HER: Magtmisbrug og sexchikane – skandalen, der kan ændre Hollywood

Det er kommet til at holde stik. For da kvinder som Gwyneth Paltrow, Angelina Jolie og Cara Delevigne tog bladet fra munden, gav det bl.a. Rachel McAdams, Selma Blair og en lang række andre, modet til at fortælle, at de også har været udsat for stærkt krænkende opførsel fra mænd med magt og status i filmbyen.

Og det er ikke kun kvinder, som har kunnet fortælle den ene grufulde historie efter den anden. Også en række mænd har oplevet uønskede tilnærmelser fra kolleger i filmbranchen.

Her får du en oversigt over alle sagerne

Kevin Spacey

Kevin Spacey

Skuespilleren Anthony Rapp satte gang i en lavine, da han stod frem og fortalte, at han som 14-årig – i 1986 – var blevet seksuelt antastet af Kevin Spacey. Den Oscar-belønnede skuespiller udsendte en undskyldning, hvori han skrev, at han ikke kunne huske optrinnet, og nok havde været fuld. Derefter afslørede han det, der har været en offentlig hemmelighed i årevis – at han er til mænd.

Det skulle han aldrig have gjort. Sammenblandingen af Anthony Rapp-sagen og Spaceys udspringen som bøsse blev fordømt i høje toner i særligt homomiljøet, som var rystede over at se pædofili og homoseksualitet sammenkædet på den måde.

Siden er flere yngre skuespillere stået frem og har fortalt deres historier om, hvordan Kevin Spacey gjorde meget aggressive tilnærmelser til dem. Tidligere kolleger fra Old Vic-teatret i London, hvor Spacey var chef fra 2004 til 2015, har sagt, at alle vidste, det foregik, men holdt deres mund.

Skandalen har fået Kevin Spaceys agent og presserådgiver til at afbryde samarbejdet med ham, og Netflix har annonceret, at den kommende sjette sæson af hitserie ’House of Cards’, som han har hovedrollen i, bliver den sidste. Det kan tænkes, at hans figur, den udspekulerede og manipulerende Frank Underwood, bliver skrevet ud af serien – måske endda meget tidligt på sæsonen.

Louis CK

Louis CK

Komikeren Louis CK har også måttet sande, at privatliv og upassende opførsel går ud over karrieren. Premieren på hans nye film ’I Love You, Daddy’, er blevet aflyst, efter fem kvinder har anklaget ham for upassende seksuel opførsel. Den kvindelige komikerduo Dana Min Goodman and Julia Wolov har bl.a. fortalt, hvordan Louis CK under et møde tog tøjet af og begyndte at onanere foran dem. Komikeren har endnu ikke reageret på anklagerne.

James Toback

James Toback

Anklagerne mod instruktør og producer James Toback er ud over Weinstein-sagen de mest omfattende. Hundredvis af kvinder har taget bladet fra munden og fortalt, hvordan han har misbrugt sin magtposition over for dem. De fleste kvinder fortæller enslydende historier om, hvordan han begynder med at arrangere et tilsyneladende professionelt møde med en skuespillerinde, fordi han synes, hun ’har noget særligt’.

Når mødet så skal finde sted, giver han besked til en tjener på den restaurant, hvor han skulle mødes med den unge kvinde, om, at han er blevet forhindret, og at hun skal komme hen på hans hotel i stedet. Her har kvinderne så oplevet, at han bad dem om at tage tøjet af, at han gramsede på dem og i det hele taget kom med upassende forslag til, hvad de skulle lave sammen.

Skuespillerne Selma Blair og Rachel McAdams er blandt de mest kendte navne, der har fordømt James Toback og fortalt om deres oplevelser med ham.

Selma Blair og Rachel McAdams

Ifølge Selma Blair truede instruktøren hende, efter han havde onaneret foran hende.

- Der var en pige, der ville snakke om noget, jeg havde gjort. Hvis hun nogensinde gør det, ligegyldigt hvor meget tid der går, har jeg folk, der vil køre op på siden af hende i en bil, kidnappe hende og smide hende i Hudson-floden med cementklodser på fødderne. Du forstår godt, hvad jeg mener, ikke? sagde James Toback dengang til skuespillerinden.

James Toback har afvist alle anklager og sagt, at han aldrig har mødt de kvinder, der anklager ham, og at han aldrig ville have kunnet gøre de ting, de beskylder ham for, på grund af sit skrøbelige helbred.

Charlie Sheen

Skuespilleren Charlie Sheen er vant til at se sit navn i forbindelse med forskellige skandaler, der ruller i medierne. Han tager dog kraftigt afstand fra anklagerne om, at han skulle have dyrket sex med sin kun 13-årige kollega Corey Haim, da de to optog ungdomsfilmen ’Lucas’ sammen i 1986.

Det er en ven af Haim, der hævder, at den dengang 19-årige Sheen forgreb sig på Haim på filmsettet, mens også en kvindelig filmansat har fortalt, at han antastede hende meget aggressivt under arbejdet med filmen.

Corey Haim døde i 2010, og hans mor har tidligere afvist rygter om, at barneskuespilleren skulle være blevet systematisk misbrugt af ældre mænd i branchen.

Jeremy Piven

Jeremy Piven

- Ved to lejligheder har Jeremy Piven trængt mig op i en krog og rørt ved mine bryster og min bagdel.

Med de ord på Twitter, gjorde skuespilleren Ariane Bellamar Jeremy Piven, som er kendt fra tv-serien ’Entourage’, til en del af den rullende lavine i Hollywood. Han har selv afvist at have rørt ved skuespillerinden.

Ed Westwick

Ed Westwick

LAPD, politiet i Los Angeles, undersøger i øjeblikket anklager fra to kvinder om, at ‘Gossip Girl’-skuespilleren Ed Westwick skulle have voldtaget dem.

- Jeg er så taknemmelig over, at det endelig kommer ud, og at der er retfærdighed til i denne verden. Jeg tror på dig, Kristina Cohen … uden dig ville jeg ikke have haft styrken til at tale offentligt om det, jeg har været igennem, skrev Aurelie Wynn med henvisning til den første kvinde, som anklagede skuespilleren for voldtægt.

Ed Westwick har sagt, at han ikke kender de to kvinder, og aldrig har tvunget sig til nærkontakt eller sex med en kvinde.

Brett Ratner

Brett Ratner

Skuespillerne Natasha Henstridge og Olivia Munn er blandt de kvinder, som har haft ubehagelige oplevelser med produceren Brett Ratner. Henstridge har fortalt, hvordan han tvang hende til oralsex, da hun var 19 år, og Olivia Munn har delt, hvordan han onanerede foran hende i sin trailer under en filmoptagelse.

Natasha Henstridge og Olivia Munn

Skuespilleren Gal Gadot, der spiller Wonder Woman i hitfilmen fra i år, skulle have overrakt Brett Ratner en fin filmpris for nylig, men sprang fra, efter anklagerne mod ham begyndte at hobe sig op.

Forkæl dig selv med et abonnement på IN og få en eksklusiv gave - KØB HER

LÆS ALT OM