Camilla Ottesen: Jeg blev kaldt en billig luder

TV3

Tonen må gerne være pænere, mener Camilla Ottesen, der er blevet kaldt en billig luder.

Camilla Ottesen har i mange år været et kendt ansigt på tv, og i dag er hun vært hos TV3 samt personlig træner. Men at være et kendt ansigt er ikke altid lige sjovt.

- Jeg blev meget overrasket, da en person engang sagde til mig at jeg lignede en billig luder i en kjole, jeg havde på, da jeg var vært til Dansk Melodi Grand Prix. Det er helt i orden, at man har forskellig smag, men jeg synes godt nok, tonen skal være pænere. Sådan skal vi ikke kommunikere med hinanden, uanset om det er privat eller offentligt, siger tv-værten, der her slutter en række sætninger, som modemagasinet IN har sendt hende.

LÆS OGSÅ: Parterapeutens klumme: 'at være afhængig af drama'

- Du ved det nok ikke, men … lige nu sidder jeg i Kathmandu Lufthavn. Her er varmt og utrolig mange mennesker, og flyet er seks timer forsinket. Lufthavnen er ’kåret’ til at være en af verdens værste. Det forstår jeg godt. Men landet er fantastisk.

Det var et stort øjeblik i mit liv … da jeg med min mand og vores to børn boede i Sydafrika. Det var en fantastisk tid, som vi aldrig kommer til at glemme og altid vil kunne dele med hinanden.

- Jeg bliver ofte drillet med … at jeg er et totalt it-fjols. Jeg er virkelig ikke skarp. Det irriterer mig, at jeg bliver nødt til at spørge min søn om hjælp, hver gang der kommer en computer på banen. Jeg må tage et kursus, så jeg kan blive bedre.

- Jeg forstår stadig ikke … hvorfor jeg ikke har taget det kitesurf-kursus. Jeg tror, det er rigtig sjovt, og så bor jeg så tæt på stranden, at der ikke burde være nogen undskyldninger.

- Når det er sommer … så elsker jeg de lange sommeraftener, hvor vi er i haven og går ned på stranden og tager en aftendukkert. Dét er indbegrebet af familietid.

- Jeg har en stor respekt for … hjælpeorganisationer. De gør et utrolig vigtigt stykke arbejde, som jeg støtter, i det omfang jeg kan. Jeg er blandt andet ambassadør for Dansk Røde Kors, Dignity, Red Barnet og Kræftens Bekæmpelse. Det er vigtigt, at vi, der kan, hjælper dem herhjemme eller ude i verden, der desværre ikke har de samme vilkår som os.

LÆS OGSÅ: Sommerens lækreste grillerier

- Det er vigtigt for mig … at få trænet. Jeg træner gerne tre gange om ugen fra kl. 6 til kl. 7 om morgenen, hvis der er tid til det. Det tidspunkt passer mig perfekt, da jeg om eftermiddagen og aftenen hellere vil være sammen med min familie.

- Hvis jeg skulle have været inden for et andet erhverv, var det sandsynligvis blevet … inden for reklamebranchen. Jeg er uddannet reklametegner og arbejdede på et reklamebureau, inden jeg startede min tv-karriere på musikkanalen ZTV, da jeg var i starten af 20’erne.

- Jeg er lidt flov over det, men jeg … er nok lidt hysterisk, når det kommer til at rydde op. Jeg er ikke god til, at noget ikke ligger på sin plads. Det kan jo godt give lidt udfordringer, når man har to børn …ha ha!

- I øjeblikket er jeg meget interesseret i … at få plantet en masse blomster i haven sammen med min datter. Vi har snakket om, at den i år skal være propfyldt med blomster. Så hun har valgt en masse farvestrålende blomster, som vi lige nu forspirer. Det har vi aldrig prøvet før!

- Jeg har været længe om det, men nu forstår jeg godt … hvorfor der er så mange, der om foråret og sommeren svømmer ude i havet. Det begyndte jeg selv på sidste år, og jeg glæder mig til, at sæsonen snart starter. Det er fedt at svømme i åbent hav og en skøn måde at brænde energi af på.

- Min mor siger altid til mig … at jeg skal passe på mig selv, når jeg rejser. Vi har også en usagt aftale om, at man lige sender en sms med, at alt er godt. Det er ret hyggeligt.

- Jeg er ærgerlig over … at jeg ikke er bedre til at lave mad. Det er for det meste min mand, der laver mad, men jeg ville ønske, jeg brændte lidt mere for det. Jeg elsker at spise det, men jeg synes ikke, jeg er så god til at finde på noget aftensmad. Jeg skal helst lige kigge på en opskrift eller to først.

- Nu vil jeg … prøve at sove om bord på flyet. Jeg er på vej hjem fra Nepal efter ni dages tv-optagelse, hvor vi besøgte en dansker, der sad i et af Nepals værste fængsler. Der er mange oplevelser, der lige skal falde på plads.