6 tegn på at du shopper med følelserne

Shopping
CORBIS IMAGES

INs livscoach Lone Eriksen guider til, hvordan du undgår at shoppe med følelserne.

Med alle de nye varer, der er på hylderne lige nu, er det nemt at blive fristet til at impulskøbe en nye frakke og workbag. Men hvordan shopper du egentlig? Helt bevidst eller måske ubevidst? Bliv bevidst om dine shoppevaner og få langt flere penge til at købe det, du virkelig drømmer om.

De fleste shopper med deres følelser. Om det så handler om at købe en ny efterårsfrakke, det rigtige mel eller en impulsiv ferie til Island, så shopper vi alle med en eller anden følelse i baghånden. Hvor meget og hvor ofte vi gør det, er styret af vores vaner. Og lad det være sagt med det samme: Shoppevaner kan være en dyr fornøjelse. Og samtidig dejligt befriende, sjove og kick-givende, mens du får afløb for dem. Måske har du godt tag i dine indkøbsvaner, eller måske styrer de dig mere og mere, så hvad der engang var en uskyldig handling, ender i afhængighed og en laset økonomi.

Når du shopper uden at kunne styre dine indkøb, og når du køber noget, som du ikke har brug for, og du bare køber for at købe, har du skabt en shoppe-afhængighed på samme måde, som du kan være afhængig af at ryge, spise bestemt mad eller træne konstant. Men som sagt er det dine vaner, der styrer din shoppetrang. Vaner er det, der får vores dag og liv til at hænge sammen. Vanerne vågner med dig og går i seng med dig. Morgenvaner kan fx være, at du altid børster tænder, før du går i bad. Aftenvaner kan fx være, hvilken side af sengen du lægger dig i. Og vanerne er gode, når de støtter dig i at skabe det gode liv, men knap så gode, når de begrænser dig i selvsamme.

LÆS OGSÅ: Parterapeutens klumme: Når din partner skal give dig det, du ikke fik

Hvad er en vane?
En handling bliver en vane, når den bliver gennemført på samme måde mange gange i træk. Vanen placeres i din underbevidsthed, og så ligger den der og venter på en impuls til at gå i gang. Hvad det er, der rent logisk sker, når en vane sættes i gang, er, at du tænker en tanke, som udløser en følelse, der aktiverer en handling, som i sidste ende skaber et resultat. Tager man følelsen et spadestik dybere, er dine følelser sat i gang af en ubevidst tanke. Følelsen sætter automatisk gang i en handling, og du agerer helt ubevidst på en følelsesmæssig impuls.  Man kan sige, at dine shoppehandlinger kan deles ind i to: den ubevidste og den bevidste. Den bevidste er, når du tænker, du vil købe et par solbriller, og så går ind og gør det. Slut færdig.

Den ubevidste er, når dine følelser beslutter en handling for dig. Fx hvis du ser din veninde med et par nye solbriller. Så kan du på et ubevidst plan tænke, at når hun har fået nye solbriller, så vil du også. Du føler pludselig, at du er nødt til at købe nye solbriller, og pludselig har du købt dem. Uden at opdage, hvad du egentlig er styret af, inden du allerede har gjort købet. Så når du shopper, er det enten, fordi du har pengene til det, eller fordi din underbevidsthed kører med dig. Er det helt bevidst, er det jo en virkelig god oplevelse, men det er det ikke, når du gør det ubevidst og på dine følelsers befaling. 

LÆS OGSÅ: 7 gode vaner du burde under dig selv

Trigger-happy
Når uhensigtsmæssige vaner sætter i gang, er det, fordi der er noget i dine omgivelser, der trigger dig. Det kan være en, der siger noget til dig, eller noget, du hører, ser eller mærker. Disse sanseindtryk udløser vanen, og inden du får set dig om, er du på vej op ad rulletrapperne i Magasin med et svingende dankort. Når du shopper med dine følelser, handler det ofte og helt grundlæggende om, at du føler en tomhed i dig selv. Den tomhed forsøger du at fylde op med materielle ting og noget, som andre kan bedømme og vurdere dig på.

Men uanset hvor mange ting, tøj og biler du køber, vil du ikke komme til at føle dig hel. Du skal i stedet arbejde med dig selv og mærke, at du selv kan fylde dit tomrum op. Med andre ord skal du føle dig som en helhed, et helt menneske. Det er en følelse, der kommer indefra. Den skal du finde frem, og begynd derfra med de gode bevidste køb.

LÆS OGSÅParterapeutens klumme: 'At være afhængig af drama'

Seks tegn på, at du følelses-shopper:

  1. Du går ind i en forretning med det formål at købe noget bestemt, fx et par sko, og kommer ud med tre par sko og et par støvler.
     
  2. Du åbner dine skabe, og de er fyldt med ting, du aldrig anvender.
     
  3. Du kigger på dit kontoudtog og forstår ikke, hvor pengene er blevet af.
     
  4. Du mener ikke, at du får noget for dine penge.
     
  5. Du arbejder og arbejder og har alligevel aldrig penge på kontoen.
     
  6. Du shopper, fordi dine veninder eller kolleger har fået noget nyt.

Få flere gode råd på hendes hjemmeside HER