Parterapeutens klumme: 'Er det for sent at redde kærligheden?'

Katrine Axholm
Stine Heilmann

Når kærlighed bliver til venskab, og man har lyst til at flygte fra både mand og børn. Skal man blive og kæmpe eller give op? Læs med her, hvor INs parterapeut Katrine Axholm giver os hendes bud på dette.

Helle havde været gift med Jørgen, siden de var ganske unge. De har tre børn sammen, og Jørgen er selvstændig og arbejder meget. De har levet et godt liv sammen, men har altid været hængt op af praktik og hverdagstrummerum. Jørgen er glad for deres liv sammen, men Helle er ved at få pip. Hun har lyst til at danse. Og drikke cocktails. Og blive forført. Og klasket i måsen. Og blive begæret. Og set og hørt og rørt ved. Faktisk er hun så desperat, at hun har lyst til at smide hele familien ud med badevandet og bo alene og gøre, hvad der passer hende. Uden krav og forventninger. Uden madpakker og vasketøj eller noget overhovedet. Bare tid til mig, mig og mig.

Helle kan ikke mærke sine følelser for Jørgen mere. Han er en god ven, men bortset fra det kan han ryge og rejse.

Da hun sidder i stolen hos mig, taler vi lidt om, hvordan det er kommet så vidt i Helles liv. Jeg er nysgerrig på, hvad der har fået Helle til at fortsætte sit travle liv med Jørgen og børnene, uden at have lyst til at lave noget om undervejs.

Helle fortæller sin historie, og hun er vokset op med en mor, som var maniodepressiv. Faderen var meget fraværende på grund af sit arbejde, og når Helle var alene med sin mor, var det hende der tog sig af det praktiske, når moderen havde det skidt.

LÆS OGSÅ: Parterapeutens klumme: 'Når nærhed bliver farlig'

Helle er altså vokset op med at være hårdtarbejdende og skulle tage ansvar. Det var hun nødt til med sin mor, og det fortsatte hun i voksenlivet, fordi sådan troede hun, det skulle være. Med tre børn, en selvstændig mand og et stort hus med have, var der nok at tage sig til. Helle havde naturligvis også fuldtidsjob.

Men nu kunne Helle ikke mere. Hun havde fra barnsben lært, at det ikke var vigtigt at lytte til sig selv. Det var vigtigere at være flittig og hjælpe mor, så det hele ikke brasede sammen. Men nu, 35 år senere, gik den ikke længere. Helle havde nået grænsen for, hvad hun formåede at give.

Når vi er voksne, er der kun os selv til at passe på os, og når ikke vi gør det, så går vi ned. Det kan ende med stress, en depression, angstanfald eller noget helt fjerde. Men systemet siger stop. Der er sikkert være masser af advarselslamper undervejs, men de er blevet overhørt, og nu er der ikke nogen vej tilbage. Der er kun at lytte og reagere.

Udfordringen er, at når man først er kommet så langt ud som Helle, så kan lysten til at løbe skrigende bort være så stærk, at tanken om at blive er kvælende. Helle har ikke passet på sig selv så længe, at kærligheden til Jørgen er visnet bort.

LÆS OGSÅ: Parterapeutens klumme: 'Når nærhed bliver farlig' 

Her er det altså ikke et spørgsmål om at lytte til følelserne og rette sig efter dem, men at træffe et valg med fornuften.

Vil Helle blive hos Jørgen og børnene og lære at tage vare på sig selv? Det tager tid og er svært, for Helle ved jo ikke hvordan, det har hun aldrig lært. 
Eller vil hun lade sig skille og starte forfra alene eller med en anden? Udfordringen her er, at nissen så let flytter med. I starten vil smagen af frihed være berusende med et nyt forhold, Helle vil (og andre) med stor sandsynlighed gøre, som hun altid har gjort og derfor ende sammen sted. Det er blot et spørgsmål om tid.

Det er ikke altid det bedste kun at lytte til følelserne. Lige såvel som det ikke er bedst kun at lytte til fornuften. Begge dele skal med, og det er kun Helle (eller måske dig?), som kan beslutte, hvad der er det rigtige at gøre.

Vil du have mere fra Katrine Axholm, så besøg hendes website HER eller tilmeld dig hendes nyhedsbrev HER