Parterapeutens klumme: 'Livet er så svært, som du gør det til'

Katrine Axholm
Stine Heilmann

Når man overhører sine egne behov, bliver man afhængig af, at andre kan give det, man ikke giver sig selv. Men i sidste ende har du selv ansvaret for, at du føler dig glad og tilfreds. Læs med her, hvor parterapeut Katrine Axholm, forklarer vigtigheden af at kunne lytte til sig selv

Terapi handler blandt andet om at få hjælp til at se sit liv lidt udefra. At få støtte til at blive klogere på sig selv og forstå, hvorfor man gør, som man gør. Fordi det at forstå sig selv, er det første skridt til at skabe forandring. Gøre noget nyt og bedre. I stedet for at køre rundt i de gamle mønstre og være ulykkelig, utilfreds og frustreret.

Det er faktisk så enkelt, at hvis vi mennesker til enhver tid bød alle de følelser og reaktioner vi har velkomne, og hvis vi forholder os fordomsfrit, ikke dømmende, smidigt og nysgerrigt til os selv - så ville vi aldrig have nogen problemer. Vi ville forholde os til dem og løse dem undervejs, og derfor ville de ikke fylde i os.

Udfordringen opstår, når vi ikke vil have det, som vi har det. Når vi ikke kan rumme os selv. Når det er skamfuldt at være ked af det, når det at blive vred er forbundet med angst for at blive forladt. Når vi synes det er pinligt eller tror det er forbudt at være lille og sårbar og afhængig. Så gør vi alt i verden for ikke at mærke de følelser, fordi vi ikke ved, hvordan vi skal tage os af dem. 

Vi har ikke lært, hvordan vi passer på os selv. Giver os selv det vi har brug for. Sætte vores grænser, der hvor de hører til. Vi har lært at indrette os, sætte fars og mors behov først. Være artige, smilende og hjælpsomme. Vi har lært at tage for meget ansvar, at overhøre vores egne behov, fordi der ikke var plads til dem i vores primære familie. Vi har lært at opføre os på en bestemt måde, for at få fars og mors kærlighed. I større eller mindre grad.

LÆS OGSÅ: 8 grunde til at spise flere granatæbler

Når vi så som voksne er i et parforhold, så fortsætter vi med at gøre det vi har lært. Også selvom det ikke er hensigtsmæssigt for den relation vi nu er i. Vi fortsætter med at sætte andres behov først, vi overhører, når vi føler os krænket, overset, uvigtig, uværdig og ikke værd at elske. Vi ønsker os brændende, at den vi er gift med, skal give os det vi ikke fik. 

Men det findes desværre ikke længere. Det er endegyldigt for sent. Far og mor er her ikke mere, og ingen i hele verden kan hele de sår, vi har med os fra barndommen. Der er kun én, der kan give dig det… og det er dig.

Jeg kan huske dengang jeg selv gik i terapi og opdagede, at jeg selv skulle gøre mig glad og tilfreds. At jeg selv var ansvarlig for mit liv. At jeg skulle fylde mig selv op. Dække mine egne behov. Jeg havde sjældent hørt noget så fesent. Det føltes som at stikke en narkoman en nisseøl og sige: god brandert kammerat. Ja godaw. Jeg anede jo ikke, hvad det betød. Jeg havde oplevelsen af, at det ikke talte, når jeg var alene. Jeg var først i live, når jeg var sammen med andre, og nu sad min terapeut der og sagde, at jeg skulle lære at elske mig selv. At jeg selv skulle ”fylde mig op”. Hun kunne lige så godt have skubbet mig i havnen, for at lære mig at svømme.

Men ikke desto mindre, er det sådan det hænger sammen. I bund og grund har du kun dig, og det er godt sådan. På den måde er du ikke afhængig af, at et andet menneske skal redde dig. Opdage dine behov og dine grænser. Du er din egen kærlige mor, som rummer dig, tager sig af dig. Lytter til dig. Støtter dig. Forstår dig, og ved lige præcis, hvad du har brug for og hvornår.

Lyder det ikke dejligt? Så når du i livet bliver afvist, forladt, taget for givet, skældt ud, ignoreret og alt det andet, som livet og andre mennesker kan udsætte dig for, så er du der altid til at passe på dig selv. Du er eksperten i, hvad du har brug for. Du kan opfylde alle dine behov. Det er ikke det samme, som at du ikke har brug for andre mennesker, det betyder bare, at du ikke har brug for dem på samme måde, som et barn har brug for sin far og mor, og det er godt sådan. Du er jo voksen nu.

- Katrine

Vil du have mere fra Katrine Axholm, så besøg hendes website HER eller tilmeld dig hendes nyhedsbrev HER