Modne kvinder hitter i modebilledet

Tendensen er ikke til at tage fejl af – kvinderne på catwalken og forsiderne har i dag en større diversitet end tidligere. Gennem det sidste års tid har flere af de store internationale modehuse valgt at bruge andre typer modeller end den traditionelle langbenede, unge version. Også Magasin har tænkt i nye baner og kampagnemodellen i deres nye kampagne Lis Blom, er 67 år.

Måske du kan huske, da vi på IN.dk i december skrev om, at Magasin søgte mødre og mormødre som kampagnemodeller til deres nye kampagne? Det er der nu kommet den smukkeste kampagne ud af, som tager fat i en stigende tendens, som vi ser dem mange steder i modebilledet i dag: Den flotte modne kvinde på en billboard som reklamesøjle for diverse brands. En skøn tendens, mener Magasins marketingdirektør, Lise Bloch Thomsen, der er stolt over at kunne præsentere Magasins nye kampagnemodel – Lis Blom på 67 år.

”I forbindelse med vores kampagne ’Mere weekend i hverdagen’ skulle vi bruge en kampagnemodel – og hvad ville være bedre end at lave en casting for kvinder på +55, da disse kvinder ofte er rigtig gode til at gøre lidt ekstra ud af sig selv i hverdagen”, siger Lise Bloch Thomsen.

Derfor afholdt Magasin i december en casting, hvor alle kvinder +55 var inviteret. Mere end 50 smukke, modne kvinder mødte op og fik sig en oplevelse, og da dommerpanelet havde talt, var Lis Blom, 67 år, vinderen af titlen som Magasins nye kampagnemodel.

Den nye kampagnemodel hos Magasin er 67 år og har ikke tidligere erfaring fra modelverdenen, men synes tendensen er en positiv udvikling for modebranchen: ”Jeg synes, det er rart at se både tykke, tynde, unge og gamle. få mere plads i modebilledet, og jeg synes bestemt, det er sjovt at blive model som 67 årig,” siger Lis Blom, pensionist og nu kampagnemodel.

Magasins kampagne, ’Mere weekend i hverdagen’, hvor der er fokus på at lade weekendens festligheder inspirere hverdagen, kører i uge 9-11.  Se filmen nedenfor fra castingen og foto shootet:

LÆS ALT OM