5 ting du kan gøre, hvis du er blevet solskoldet

5 ting du kan gøre, hvis du er blevet solskoldet
Foto: PantherMedia / STYLEPICS

Av! En solskoldning kan gøre noget så ondt, men der er rent faktisk nogle ting, du kan gøre for at lindre smerten, hvis du er blevet solskoldet.

Der er ikke noget som sommer og sol, der kan gøre os vilde i varmen og få os til at glemme alle de gode råd, som vi ellers kender så godt! Det vigtigste værende: smør dig ind i solcreme – flere gange om dagen og med høj faktor – når du opholder dig i solen (og faktisk også, når du opholder dig i skyggen).

Du kender selvfølgelig de gode råd og guidelines, men hvad nu, hvis skaden alligevel er sket? INs skønhedsekspert, Lene Huusmann, giver dig her et par gode råd, som du kan følge for bedst muligt at komme dig over en forbrænding.

Først og fremmest skal du gå ud af solen, og lave nogle kølige omslag, som kan berolige huden. En solskoldning er ikke noget, man kan få til at forsvinde her og nu, så det handler om at lindre smerterne så godt som muligt.

LÆS OGSÅ: Pak den perfekte strandtaske

5 ting, du kan gøre, hvis du er blevet solskoldet:

Aftersun
Brug en god aftersun lotion, som både køler og fugter huden. Fugten fra cremen forhindrer huden i at tørre ud og lindrer den brændende følelse.

Aloe vera
Du har måske hørt din mor tale om aloe vera før i tiden. Det er nemlig et gammel husmorråd at smøre aloe vera på solskadet hud. Hvis du ikke lige har en aloe vera plante i nærheden, hvorfra du kan tage saften fra bladene, så sørg for at have en tube aloe vera gel liggende. Ud over at køle, så virker aloe vera nemlig meget lindrende på huden.

Yoghurt
Et andet godt husmorråd er at smøre dig ind i yoghurt – ja, den er god nok! Mælkesyrebakterierne virker helende på din solskoldede hud.

Vand
Din krop har brug for fugt efter en tur i solen, og din hud har brug for al den fugt den kan få – også indefra. Så drik en masse vand.

Tag et bad
Tag et kølende bad, som giver huden lov til at slappe af. Husk på, at din hud er stresset, når den er forbrændt. Undlad at bruge sæbe, og brug slet ikke eksfolierende skrubbecremer på huden. Når du kommer ud af badet, så dup dig stille og roligt tør med et håndklæde, og iklæd dig løstsiddende bomuldstøj, som din hud kan ånde i.

Forkæl dig selv med et abonnement på IN og få en eksklusiv gave - KØB HER