Bruger du din hudpleje i den rigtige rækkefølge?

Bruger du din hudpleje i den rigtige rækkefølge?
Foto: Andreas Houmann

Hvis du skal have mest muligt ud af din hudplejerutine, skal du bruge dine produkter i den rigtige rækkefølge.

Vi starter med at rense ansigtet, og hvordan var det så lige? Og hvad er egentlig forskellen på serum og olie? Det der med hudplejerutiner og -produkter kan være lidt af en jungle.

Ved at vælge den rette rækkefølge, får du mest muligt ud af dine produkter. Derfor guider INs skønhedsekspert, Lene Huusmann, dig her gennem din hudplejerutine trin for trin.

LÆS OGSÅ: Derfor bør du bruge micellar vand

Trin 1: Rens og evt. eksfoliering
Første trin i din hudplejerutine er altid rens – og her taler vi både rens med micellar vand, cleanser, eksfoliering, eller hvordan du foretrækker at rense dit ansigt.

Psst… Hvis du eksfolierer din hud, så gør det efter du har brugt micellar vand/cleanser. Ellers ”spilder” du din eksfoliering på at rense snavs af huden og kommer slet ikke af med de døde hudceller.

Trin 2: Ansigtsmist
Brug en ansigtsmist for at holde på fugten og berolige huden. Du kan også tage den med i tasken og bruge den som et ekstra skud fugt og opfriskning ovenpå din makeup resten af dagen.

Trin 3: Øjencreme
Husk øjnene. Den tynde hud omkring øjne har brug for en særlig og målrettet behandling. Dup altid din øjencreme på – fra øjenkrogen og ud.  

Trin 4: Serum
Hvis du gerne vil gøre noget ekstra for din hud, så brug serum. Serum er meget koncentreret og indeholder flere aktive ingredienser, der dybdegående kan gå ind og behandle særlige hududfordringer. Lad din serum tørre ind et par minutter, inden du fortsætter.

Trin 5: Olie
Ikke alle har brug for olie i deres hudpleje, men nogle kan godt lide at tilføre huden et par dråber. Her er det vigtigt, at du kender din hud og mærker efter, hvad præcis din hud har brug for, da olie i værste fald kan tilstoppe porerne. Som hovedregel er olier fyldt med vitaminer og er gode til at hjælpe din hud med at holde på fugten.

Trin 6: Dagcreme
Så nåede vi endelig til dagcremen. Der er vist ingen, der er i tvivl om, at det er en god idé at bruge dagcreme. Find én, der opfylder din huds behov og husk, at medmindre den indeholder SPF, så er næste trin altså at påføre huden solbeskyttelse.

Trin 7: Solfaktor
Hvis din dagcreme ikke indeholder SPF, så husk at bruge en solcreme ovenpå dagcremen – året rundt.

Køb et abonnement på IN og spar 50 % - KØB HER

LÆS ALT OM