Redaktionen tester: Highlightere

Det er ikke for at være lyseslukker, men med alderen mister huden desværre sin ungdommelige glød og glans. Det skyldes bl.a. mere tørhed og det, at huden mister sin fylde. Heldigvis kan du sagtens snyde dig til en strålende hud med en highlighter, gerne i cremeform. Redaktionen har derfor testet otte af slagsen.

1. Perler med glød

Face & Body Shine, Tromborg - fås online HER

Mine forventninger til denne highlighter er skyhøje, fra det sekund jeg får den fine flaske mellem hænderne. Her er der virkelig skruet op for glamouren, og den smukke glasflaske med de glitrende perler kan give enhver badeværelseshylde en seriøs opgradering. Highlighteren er overraskende let at dosere med den lille pumpe, og den fugtgivende E-vitaminbase gør, at den også er utrolig nem at påføre. Der skal kun en lille mængde til at give dit ansigt og din krop et helt fantastisk shine, som holder i timevis. De mange glimmerpartikler gør dog, at jeg synes, den bliver lidt for voldsom at bruge i ansigtet til hverdag. Men til en aften i byen, eller som shine til kroppen på en solrig sommerdag, fungerer den helt perfekt. Jeg er solgt!

5/6 stjerner. Testet af digitalpraktikant Malene Pedersen

2. Kræver lidt øvelse

Aqua Cream, nr. 13, Make Up For Ever - fås online HER

En highlighter er en del af min daglige makeuprutine, og siden jeg tilbragte fire år i Californien, er jeg gået efter en let sommerglød, når jeg lægger makeup, så jeg glædede mig til at teste denne creme-highlighter fra Make Up For Ever. Emballagen er fin og en perfekt størrelse til håndtasken. Konsistensen er blød og lækker med helt fint glimmer. Farven er lys og blender fint med huden. Det, der er udfordringen ved denne highlighter, er, at den er vandfast. Er man ikke lige skarp på at få den lagt på rette sted og få den smurt hurtigt ud, tørrer den hurtigt ind de forkerte steder, og så kan man ikke gøre andet end at fjerne alt og starte forfra. Efter et par forsøg vænnede jeg mig til det, og så er det selvfølgelig en fordel, at den er vandfast, og at det fine shine holder hele dagen. Et andet plus er, at den giver et meget naturligt og afbalanceret shine. Det er ikke den bedste highlighter, jeg har prøvet, men den har stadig fået lov til at blive i makeuptasken.

3/6 stjerner. Testet af moderedaktør Line Givskov

3. Flere funktioner i ét

The Multiple, Copacabana, Nars - fås online HER

Jeg er utrolig glad for mærket Nars. Jeg synes, de har nogle dejlige og anderledes produkter til en nogenlunde pris. Denne stick kan bruges til både øjne, kinder og læber og er utrolig lækker at holde på, da den ligner en tyk udgave af en læbestift, men hylsteret er dejlig blødt og føles næsten som ruskind. Den er supernem at fordele på min hud, men jeg synes, der er lidt for meget glimmer. Skal den bruges på læberne, er det lige mig, da der ikke er alt for meget farve i, men stadig shine. Jeg er vild med ideen om, at den kan bruges til mere end bare én bestemt ting, da jeg så ikke skal ud og bruge penge på forskellige produkter. Alt i alt er Nars’ The Multiple en rigtig fin highlighter med et lækkert lille twist.

4/6 stjerner. Testet af modeassistent Rebecca Laudrup

4. Lille og nem

In Touch Highlighter, Jane Iredale - fås online HER

Denne highlighter er en fræk lille sag i et smart guldhylster, hvorfra highlighteren drejes op som en læbestift. Den er superlet at bruge, da den er en stift, og derfor også rigtig let at påføre. Konsistensen er meget let med et transparent look, og effekten er virkelig smuk, da glansen ikke er så voldsom. Den giver en naturlig effekt, som ikke bliver for meget – heller ikke i dagslys. Jeg vil helt klart tage den i min bytaske som et vigtigt touchup midt i festen. Highlight på amorbue, næseryg og kindben er altid smukt og med til at understrege et festligt look! Farven kunne godt være liiidt mørkere, men er sikkert bedre, når jeg bliver lysere i huden i vintermånederne.

5/6 stjerner. Testet af artdirector Nynne Louise Hansen

5. God til begyndere

High Beam, Benefit - fås online her

Jeg elsker skønhedsprodukter, men jeg er også meget konservativ og holder mig oftest til det, jeg kender. Og highlighteren er en af de ting, som jeg ikke kender til og derfor aldrig har turdet give mig i kast med. Men med lidt hjælp fra vores skønhedsassistent Mia fik jeg øjnene op for virkningen, og jeg har brugt den hver dag lige siden. Jeg kan derfor også skrive under på, at denne er god til nybegyndere. Emballagen er som mange af Benefits produkter meget ”cute”, og jeg kan godt lide det humoristiske og pigede design. Applikatoren er en pensel, som vi kender det fra neglelakken, og gør, at den er meget nem at dosere. Konsistensen er cremet og blender nemt ind i huden, og jeg har lært at duppe den på kindbenene, i øjenkrogen og på næseryggen. Jeg er helt solgt og kan ikke sige noget negativt om denne highlighter.

6/6 stjerner. Testet af digitalredaktør Stine Hasselsteen

6. Økologisk highlighter

Liquid Shimmer Highlighter, Organic Glam - fås online her

Emballagen fylder ikke mere end en lipgloss og er perfekt til at have med i håndtasken. Applikatoren er en lille pensel, som gør det nemt at dosere mængden af highlighteren, hvorefter man med lethed kan fordele den på huden. Konsistensen er tyk, og den er derfor drøj i brug. Jeg var til at starte med lidt skræmt over, at den var så hvid og glimtende, men når den kommer på huden, er den meget smuk og giver et naturligt, faktisk lidt gyldent shine. Et minus er, at der sætter sig en del highlighter på applikatorpinden, hvilket desværre gør, at den bliver lidt snasket at bruge og derfor ikke får topkarakter.

5/6 stjerner. Testet af digitalassistent Shirley Nordenskiold

7. Kort holdbarhed

Lumi Magic, L’Oréal Paris - fås online her

Indrømmet – jeg er ikke vant til at bruge highlighter, men har da set mange billeder af kvinder med misundelsesværdig glød og skinnende kinder og tænkt: ’Hvordan mon de får det?’. Nu har jeg haft denne highlighter i hænderne og må konstatere, at looket desværre ikke helt bliver som i drømmen. Den relativt tyndtflydende highlighter kommer i en diskret, lille beholder, hvor låget desværre sidder så løst, at det falder af første gang nede i tasken. Beholderen skal rystes en del, for at highlighteren samler sig, men den hvide creme er nem at påføre. Lige når jeg har duppet den let på med fingrene (over kindbenet og lidt på næseryggen), ser skæret fint og diskret ud, men efter et kvarters tid har highlighteren lagt sig i furerne/rynkerne omkring øjnene som bittesmå, fine perlemorsstreger, og da jeg forsigtigt tørrer disse lidt ud med fingerspidserne, forsvinder effekten helt. Ikke lige det resultat, jeg sukkede efter!

3/6 stjerner. Testet af redaktionschef Christina Forsberg

8. Smukt design

Highlighter, Radiance, Kjær Weis - fås online her

Jeg er vild med Kjær Weis’ emballage, der udstråler eksklusivitet med sølvoverflade og en innovativ åbning, hvor låget skubbes til siden. Deres produkter får lov at skille sig ud i min makeuppung – og det kan jeg godt lide! Selve produktet er i cremeform, hvilket er den form for highlighter, jeg foretrækker at arbejde med. Konsistensen er fast, men cremet, og er utrolig nem at påføre på kindben, næseryg, øjenkrog og overlæbe. Farven er en blanding af perlemor, gylden beige og et lille hint af rosa. Farven ligger utroligt flot på min hud og giver en fantastisk glød i mit ansigt. Det eneste minus er, at der er lidt for store glimmerkorn, hvilket ikke giver mig et helt igennem naturligt look, som jeg ellers gik efter. Emballage, farve og konsistens trækker den op!

5/6 stjerner. Testet af skønhedsassistent Mia Due

LÆS ALT OM