SKØNHED | Nye, danske brands med et 'grønt' fokus

Foto: PR

Her er 6 spændende, danske skønhedsbrands, som har masser af hjerteblod, passion og grøn omtanke i krukkerne.

Den økologiske bølge ruller, og det vælter frem med skønhedsbrands, som har fokus på fairtrade, bæredygtighed og naturlige ingredienser.

LÆS OGSÅ: SKØNHED | 8 måder, du kan passe (bedre) på din hud

Læs om 6 danske skønhedsbrands, der har fokus på den grønne bølge trend herunder. 

Nuori

Ordet Nuori er finsk og betyder ung og frisk. Hos det danske brand Nuori er det netop friskheden af produkterne, som er grundstenen. Produkterne bliver produceret i Danmark hver 12. uge – og kun i små partier. Det betyder, at aktive ingredienser kan bevares 100% naturlige, fri for syntetiske konserveringsmidler, farvestoffer og dufte samt kemikalier, der normalt anvendes til at forlænge hudplejeprodukters levetid.

For at sikre, at det er nemt for brugerne at se Nuori-produkternes levetid, er der både en udløbsdato og en dato for, hvornår du senest skal begynde at bruge produkterne, så du når det, inden de bliver for gamle. Nuori-produkterne har ca. seks måneders levetid. Nuori har kun eksisteret i lidt over et år, men har allerede fået imponerende omtale i udlandet.

Et af de mest populære produkter fra Nuori er Vital Foaming Cleanser, som er en cremet ansigtsvask med blandt andet blidt eksfolierende granatæbleenzym og havrekerneekstrakt. Den renser blidt uden at strippe huden for dens naturlige olier. 100 ml, 185 kr. Fås online HER
 

Naturfarm

Den danskejede familievirksomhed har eksisteret i mere end 40 år og har udviklet og produceret alle produkterne i Danmark. I spidsen står Carsten Børge Nielsen, som har forsket og og udviklet økologisk hud- og hårpleje siden 1960’erne. Han var en af de første producenter i Danmark, som udelukkende brugte naturlige ingredienser, og den dag i dag er det stadigvæk ud fra de samme principper: Naturfarm tager udgangspunkt i, at alle har en sart hud, og bruger ingredienser, som er blide ved huden. Derudover benytter Naturfarm i de fleste af produkter økologisk aloe vera i stedet for vand, hvilket øger produkternes effektivitet og økologiske renhed. 

Produkterne er delt op i fire serier: Caviar opstrammer og genopbygger, Green Door mindsker og forebygger rynker, Amber fugter og beskytter, og Specials lindrer og forbedrer helt specifikke områder på kroppen. Priserne ligger fra 45 kr. til 375 kr. Fås online HER
 

Ecooking 

Historien om det bæredygtige skønhedsbrand Ecooking begyndte i et køkken for godt to år siden. Som ung blev Tina Søgaard voldsomt forbrændt på læberne under en solferie med sine forældre. I mange år brugte hun en bestemt salve til at hele læberne, men udviklede intolerance over for den. Derfor rørte Tina selv en salve sammen – baseret på den viden, hun havde opsøgt og fået igennem årene. Salven hjalp, og siden er der kommet mange nye produkter til, som alle er skabt som en problemløser. For at gøre produkterne endnu mere naturlige er noget af vandet i produkterne erstattet med økologisk blomstervand, ligesom det er et bevidst valg ikke at komme yderemballage på produkterne for at skåne miljøet. Alle produkter er håndfyldte på egen lille fabrik i Danmark.

En synligt effektiv og populær kombination er at bruge peel-masken og E-vitamin-serum som en kur. Masken kan godt prikke lidt, når den sidder på huden, men den peelende effekt giver huden et friskere, mere glat udseende. 50 ml, 269 kr. Læg derefter nogle dråber E-vitamin-serum (20 ml, 349 kr.) på huden og lad den trænge ind. Har du brug for mere fugt, så læg din favoritcreme ovenpå efterfølgende. Fås online HER

Green People

Danske Charlotte Vøhtz står bag økologiske Green People, som allerede blev grundlagt i 1997. Motivationen var Charlottes lille datter, som led af hudallergi og eksem. Charlotte ledte efter milde, naturlige produkter til datterens sensitive hud og fandt ud af, at det var svært at finde naturlige produkter, som levede op til den standard, hun søgte. Derfor blev løftet hos Green People aldrig at anvende skrappe kemikalier, syntetiske parfumestoffer eller farvestoffer i produkterne.

I 2000 blev Green People solgt i en lokal helsekostbutik i England, hvor Charlotte Vøhtz bor i dag. Fra helsekostbutikken tog det fart, og kort efter var mærket også at finde på diverse webshops og i helsekost-butikker i hele England. Charlottes filosofi er, at det er en livsstil at leve økologisk, og det er ikke nok bare at bruge de rigtige produkter – man skal også spise sundt og motionere dagligt.

Bestselleren hos Green People er Vita Min Fix 24-Hour Cream, som er til normal, tør eller træt hud. Cremen holder din hud næret og smidig. Rig på omegaolier, vitaminer og mineraler og indeholder 94% certificerede og økologiske ingredienser. 50 ml, 132 kr. Fås online HER
 

Smuk

Da Heidi Maltby, der har står bag økomærket Smuk, blev gravid for 12 år siden, blev hun gjort opmærksom på, at alt, hvad hun brugte af skønhedsprodukter og spiste også blev optaget af hendes ufødte barn. Efter endt barsel uddannede hun sig til massage- og hudterapeut, og siden har Heidi udviklet sin egen økologiske hudplejeserie Smuk, som er baseret på ingredienser fra Norden og Bali. Back to basic er sloganet, og produkterne skal være så enkle som muligt. 

Stjerneproduktet hos Smuk er olieserum med naturligt A-, C- og E-vitamin – en ret sjælden kombination i samme produkt. Den er udviklet til at kunne blive brugt som base for en ansigtsmassage, enten med fingrene eller med en jaderulle. 30 ml, 449 kr. Fås online HER

Sard 

Olier er grundstenen i skønhedsplejen hos Sard, som er grundlagt af ildsjælen Charlotte Kasandra Tørnby. Med en baggrund som kosmetolog, eksamineret massør og 10 år som konsulent med ansvar for hudlæger og apoteker samt i et stort internationalt kosmetikfirma oplevede Charlotte, at flere og flere mennesker reagerede på de daglige plejeprodukter. Hun begyndte at studere hudplejeingredienser og deres indvirkning på vores organisme og besluttede sig for at udvikle sin egen serie. Udgangspunktet var, at serien skulle være helt ren og enkel. 

Charlotte begyndte at eksperimentere med olier i sin egen daglige pleje og fandt frem til, at de rette olier hverken fedter, giver tilstoppede porer, uren hud eller skjolder huden i solen.

Omdrejningspunktet for Sard er ‘olie-darlingen’ argan, som er en af de rigeste naturlige kilder til E-vitamin og passer til alle hudtyper. Den effektive skønhedsolie genopbygger hudens naturlige fugtbalance, da dens essentielle fedtsyrer er næsten identiske med hudens egne.

Den blide arganolie er perfekt både som renseolie til ansigtet, antiage-serum og til pleje af fedtet eller uren hud, hvor den mindsker grove porer. Arganolien er 100%  økologisk og fairtrade. 100 ml, 255 kr.  Fås online HER

LÆS OGSÅ: Ny kampagne fra H&M hylder diversitet og opfordrer til genbrug