Redaktionen tester: Sådan virker en juicekur

Juicekur
Foto: AOP

Tre dage uden fast føde, søde sager og kaffe! IN-redaktionen har testet en juicekur, og her kan du læse om deres oplevelse.

Hvorfor vælge en juicekur?

Kroppen har en naturlig evne til at udskille de affaldsstoffer, som dannes, når mad og drikkevarer bevæger sig gennem vores fordøjelsessystem, men i en stresset hverdag, hvor der måske ryger lidt for mange forarbejdede og næringsfattige ting indenbords, kan affaldsstofferne hobe sig op. For at for kroppen i balance igen er det en god idé at holde en pause fra de usunde vaner og i stedet fodre fordøjelsessystemet med gode næringsstoffer. Her kommer en juicekur ind i billedet. De grøntsags- og frugtholdige juicer giver nemlig kroppen de næringsstoffer, den skal bruge for at udskille affaldsstoffer.

LÆS OGSÅ: Udover juicekur - 3 tips, der gør dig sommerklar

Sådan kommer du i gang med en juicekur:

IN-redaktionen testede en tre-dages juicekur fra Restart Juice, hvor de friskpressede juicer til hver dag er klar på flaske til køleskabet. Til hver dag hører fire juicer, en mandel-kokosmælk og et fermenterende shot at starte dagen på. De forskellige juicer skal indtages på bestemte tidspunkter hver dag.

IN-redaktionen tester juicekur:

Digital chef Louise (30 år), moderedaktør Nanna (25 år) og redaktionschef Nina (41 år) testede juicekuren. Læs om deres forløb her.

Sådan var dag 1:
Louise: - Hen ad eftermiddagen var jeg lidt tappet for energi, en smule sulten og lidt svimmel. Jeg havde dog ikke hovedpine. Om aftenen frøs jeg meget og savnede jeg min aftensmad – mest på grund af hyggen – så kom jeg til at snyde med et par valnødder, og så var jeg klar til at gå i seng.
Nanna: - Jeg var egentlig ikke mere træt, end jeg plejer at være og jeg oplevede kun at savne en kop kaffe en enkelt gang. Jeg savnede dog at kunne spise aftensmad, for jeg elsker god mad, og så gik jeg tidligere i seng, end jeg plejede.
Nina: - Ud over at det var lidt svært at komme ud af sengen, når jeg vidste, der ikke var nogen kaffe til mig, var den første dag præget af nysgerrighed – ’hvad sker der mon med mig, når jeg kun drikker juice?’, ’hvad skal jeg have næste gang?’, ’hvordan mon den smager?’ – der føltes det meget som ukendt land, der skulle udforskes. Jeg følte mig ikke sulten, men hen ad eftermiddagen fik jeg lidt ondt i hovedet – en af de kendte bivirkninger. Det var ikke noget voldsomt, men det føltes, som om min pande var blevet lidt for lille.

Sådan var dag 2:
Louise: - Jeg var overraskende nok ikke særligt sulten, da jeg vågnede, men i løbet af dagen faldt mit humør, og jeg gik hele tiden og talte minutterne til næste juice. Aftenen var kritisk! Jeg var trist og lige ved at give op, og det var så hårdt, da min kæreste lavede lækker mad til sig selv.
Nanna: - Jeg var så sulten omkring frokost. Heldigvis satte min frokostjuice en stopper for min maveknurren. Om aftenen var jeg til yoga, og her kunne jeg for alvor mærke, at juicekuren havde gjort noget ved mig. Min udholdenhed var stort set ikke eksisterende. Da timen var færdig havde jeg bare lyst til at blive liggende med lukkede øjne på måtten.
Nina: - Om aftenen var jeg kommet til at invitere gæster, fordi jeg lige havde glemt juicekuren. Så mens de mæskede sig i fiskefrikadeller, nye kartofler og hvidvin, sad jeg med min juice … Jeg tror, at jeg savnede det hyggelige og sociale i mad mere end at proppe det i munden. Det føltes også forkert ikke at spise med min datter – hun skal jo helst lære, at mad er godt og spændende, at man ikke skal være kræsen eller fanatisk, og synes, at aftensmaden med familien er et dejligt tidspunkt på dagen, hvor vi hygger os sammen. Jeg følte mig ikke som et super forbillede med min juice, men det lod nu ikke til at genere hende.

Sådan var dag 3:
Louise: - Den sidste dag gik faktisk ret godt. Jeg var ovre min krise fra aftenen før og knap så tappet for energi. Maven rumlede en del, men den var også langt fladere end normalt.
Nanna: - Jeg vågnede egentlig op med fornyet energi – lige indtil sulten igen meldte sin ankomst, og denne gang forsvandt den ikke igen. Det betød, at jeg besluttede mig for at spise aftensmad fredag aften. Jeg må simpelthen bare konstatere, at jeg elsker weekender og mad, og det var for meget at opgive min fredag aften til fordel for juicen.
Nina: - Det var den dag, jeg følte mig mest fysisk sulten, til gengæld var hovedpinen væk. Og jeg begyndte at føle, at jeg var lidt sej. Kunne se målstregen og vidste, at jeg nok skulle komme i mål. Det føltes dejligt, og jeg var lidt stolt af mig selv. Og så glædede jeg mig til at komme i seng og vide, at næste dag måtte jeg få min morgenkaffe! Juicekuren opfordrer til, at man tager fire dage mere, hvor man spiser særlig sundt, men det vidste jeg fra start, at jeg ikke ville (kunne) følge. Ikke at jeg væltede mig i fadøl, chips og vingummier de næste dage – jeg forsøgte at spise god og ordentlig mad, men forkælede også mig selv, fx med pandekager med honning og frugt til morgenmad.

LÆS OGSÅ: 9 gode detox-tips

Det værste ved juicekuren:
Louise: - Man savner virkelig hyggen og det samvær, som hører måltider med. Og så fryser man helt vildt!
Nanna: - Sulten!
Nina: - Det var kedeligt. Man savner det sociale ved måltider.

Har du mærket nogle resultater?
Louise: - Jeg har fået en meget fladere mave, og så føler jeg mig dejlig let.
Nanna: - Jeg kan ikke mærke noget fysisk, men psykisk føler jeg mig udrenset.
Nina: - Mest psykisk, tror jeg. En glæde over at have gennemført og vide, at selv om jeg ikke har tabt 10 kilo eller fået perfekt hud, så har juicekuren gjort noget godt for mit system og udrenset min krop.

Redaktionens tips til at klare en juicekur:

Lav din juicekur i hverdagen
Det er faktisk en fordel at kunne fokusere på sit arbejde og på den måde glemme sulten lidt. Derudover er det ikke sjovt at gå glip af weekendens fristelser og sociale arrangementer.

Lad være med at invitere gæster
Det er ikke sjovt at se andre mennesker nyde deres mad, når du ikke kan. Så hvis du på nogen måde kan undgå gæster eller lignende under din juicekur, så gør det.

Drop sport
Din energi er ikke til de store sportslige udfoldelser, så gør dig selv en tjeneste, og gem din træning til ugen efter.

LÆS OGSÅ: Fordele ved matcha-te

LÆS ALT OM