Sund som Emilie Lilja

Sund som Emilie Lilja
Foto: PR

Emilie Lilja er 28 år. Hun er model, dj og stifter af Liljatraining. IN har spurgt Emilie Lilja, hvad sundhed er for hende.

Sundhed ifølge Emilie Lilja

Hvad er sundhed for dig?
Sundhed for mig er velvære i sin egen krop og at bevæge og træne den og gøre den stærkere.

Hvornår føler du dig allermest sund?
Når jeg har spist sundt, så jeg kan mærke, at min mave er i balance. Følelsen, efter du har trænet hårdt, og trætheden, der kommer bagefter, er også fantastisk.

Hvornår føler du dig usund?
På min famøse ‘cheat-day’, som jeg holder meget af – det foregår oftest i weekenden, så søndag aften føler jeg mig virkelig overmæt og meget usund – og glæder mig til at komme i gang med en ny træningsuge.

Hvad er din usunde last?
Det er for svært et spørgsmål – jeg har alt for mange! Kanelgifler, romkugler, McDonald’s, chokoladekage, vingummi, krydderboller med ost, Marabou – jeg kunne blive ved! Kanelgifler er nok en af de større prioriteringer i mit liv, jeg tror, jeg kunne spise en pose på under to minutter.

Hvordan har dit forhold til sundhed udviklet sig?
Helt vildt meget de sidste par år – men den største ændring er nok sket på grund af min træner Sara, som har lært mig meget om kost, træning og sundhed. Hun er en kæmpe inspiration, og hun har så mange gode tips og tricks i ærmet.

Hvad er dit forhold til slankekure og diæter?
Jeg har aldrig gjort mig så meget i slankekure, men diæter, kostplaner og strenge træningsprogrammer benytter jeg i forbindelse med et vigtigt fotoshoot – dog kun i ugen op til shootet.

LÆS OGSÅ: Detox – virker det?

Hvilken form for motion dyrker du?
Jeg træner seks gange om ugen – to-tre gange om ugen selv eller privattræning med Sara, og de andre dage på hold i Fitnessdk.

Er der en sundhedstrend, du har lyst til at prøve?
Jeg kunne vildt godt tænke mig, at det amerikanske træningskoncept Barry’s Bootcamp kom til Danmark. Det træner jeg, hver gang jeg er i USA, og det er vildt hårdt og vildt sejt.

Er der en sundhedsdille, du synes er fjollet?
Juicekure. Jeg er hverken en smoothie- eller juiceperson, så jeg ville hade at leve af flydende mad.

Hvordan stresser du af?
Det gør jeg om søndagen på sofaen med min kæreste og min cheat-day – der føler jeg, det er velfortjent at spise lige, hvad jeg har lyst til. Jeg prioriterer ikke at lave nogen som helst planer om søndagen, så jeg kan få al tid i verden til at lave ingenting den ene dag om ugen.

Hvordan har du det med din krop?
Jeg har det virkelig godt med min krop. Jeg ser ud, som jeg har lyst til at se ud, og jeg lever, spiser og træner, som jeg har lyst til. Jeg har virkelig fundet min balance, og det er fantastisk.

Hvordan har du det med din alder?
Egentlig også fint nok, men jeg kan godt mærke, at jeg er blevet voksen. Det er underligt og virkelig rart på samme tid. Jeg ved godt, at mange frygter at blive ældre, men jeg tror, at hvis man fx har fundet den, man har lyst til at leve sit liv med, og hvis man lever af det, man elsker, så er det ikke svært at blive ældre, for så glæder man sig pludselig til den voksne del af livet, som begynder nu.

Følg Emilie Lilja på Instagram: @emilielilja

LÆS OGSÅ: SUNDHED | Find en sund balance efter den søde juletid