Sund som Johanne Louise Schmidt

Sund som Johanne Louise Schmidt
Foto: PR

Johanne Louise Schmidt er 33 år, skuespiller, tilknyttet Det Kongelige Teater og bl.a. kendt fra rollen som Rose Knudsen i filmatiseringerne af Jussi Adler-Olsens bøger om Afdeling Q. Og så er hun lige nu på barsel med sit første barn.

Sundhed ifølge Johanne Louise Schmidt

Hvad er sundhed for dig?
Det er at turde mærke, hvad jeg har lyst til, og hvad der er vigtigt for mig. At jeg er i kontakt med mig selv, og at jeg føler, mit sind er sundt.

Hvornår føler du dig allermest sund?
Jeg holder meget af at dyrke motion, og jeg føler mig sund, når jeg har rørt mig. Men jeg føler mig også sund, når jeg plejer mine relationer til min kæreste og mine venner og er nærværende sammen med dem.

Hvornår føler du dig usund?
Det gør jeg de dage, jeg har haft for travlt eller ikke har haft overskud til at købe ind, og jeg kun har franskbrød i huset og lever af det en hel dag. Eller hvis jeg i en periode har drukket for meget alkohol eller spist for meget kage. Grundlæggende lever jeg et sundt liv, og det er heldigvis ikke så svært for mig at hanke op i mig selv.

Hvad er dit bedste sunde råd?
At man skal huske at styrketræne sine muskler. For mig er den kosmetiske effekt af styrketræning sekundær. Det er dejligt at have en flot krop, men det er endnu dejligere at have en stærk krop, der kan holde til et fysisk hårdt job, og som kan bære mig i mange, mange år.

Hvad er din (hemmelige) usunde last?
Mine laster kommer i bølger. Lige nu er jeg helt besat af Risifrutti, og før det var det croissanter. Så det er meget forskelligt. Jeg holdt op med at ryge for knap fire år siden, og jeg har det lidt sådan, at alle laster blegner lidt i forhold til cigaretter.

LÆS OGSÅ: Sund som Mille Dinesen

Hvordan har dit forhold til sundhed udviklet sig?
Jeg har fået et mere realistisk forhold til sundhed med alderen. Jeg gider ikke bruge en masse tid og energi på at undertrykke mine lyster til kage, og når jeg har brug for fedt og salt klokken 22.30 efter en lang og krævende teaterforestilling, så spiser jeg chips fremfor en avocadomad. Jeg ved, at fordi jeg lever grundlæggende sundt, sker der heller ikke noget ved dét.

Hvilken form for motion dyrker du?
Jeg elsker at løbe, og ideelt set løber jeg to gange om ugen. Jeg styrketræner i et lille, hyggeligt fitnesscenter på Amager, hvor jeg bor, hvor der også kommer gamle mennesker, og hvor det hele er lidt mere afslappet end i de store centre. Og så laver jeg stabilitetstræning en gang om ugen med Det Kongelige Teaters fysioterapeut.

Er der en sundhedsdille, du synes er fjollet?
For nylig hørte jeg om nogen, der kun spiste flydende kost – altså smoothies og juicer og den slags. Det kunne jeg slet ikke. Jeg finder stor tilfredsstillelse i at tygge min mad, så det ville aldrig falde mig ind at prøve det.

Hvordan stresser du af?
Jeg har altid været utrolig dårlig til at komme ned i gear, men jeg er blevet bedre til det, efter jeg har mødt min kæreste. Når jeg skal slappe af, lægger jeg mig på sofaen og hører en podcast, bager boller eller går og nusser lidt i mit hjem. Jeg kan også godt lide at synge og spille klaver. Og så slapper jeg utrolig godt af, når jeg ser ‘Den store bagedyst’ i tv.

Hvordan forkæler du dig selv?
Som yngre led jeg meget af akne, så jeg passer godt på min hud og prioriterer både min tid og mine penge på at få jævnlige ansigts-behandlinger.

Hvordan har du det med din krop?
Godt! Jeg kan selvfølgelig have dage, hvor jeg er lidt træt af mig selv, men generelt har jeg det fint med den. Jeg er høj og har smalle hofter, og jeg har heldigvis lært at holde af min krops proportioner i stedet for at sammenligne mig selv med andre.

LÆS OGSÅ: SUNDHED | Det kan Aloe Vera

LÆS ALT OM