Sund som Julie Hastrup

Sund som Julie Hastrup
Foto: PR

Julie Hastrup er 48 år og forfatter. Hun har lige udgivet ‘Mirakelmanden’ – den sjette bog i serien om drabsefterforskeren Rebekka Holm. Dette er sundhed ifølge Julie Hastrup.

Sundhed ifølge Julie Hastrup

Hvad er sundhed for dig?
At være i balance i både sind og krop. Det er en oplevelse af indre velvære, hvor man ikke tænker, at man har kroppen hos sig. Det handler ikke om, hvordan jeg ser ud i bikini, men om at have det optimalt fra morgen til aften.

Hvordan har dit forhold til sundhed ændret sig?
Da jeg var yngre, tog jeg min sundhed for givet. Der havde jeg sikkerhed i, at kroppen fungerede og kunne yde det, den skulle – at jeg fx kunne stikke af, hvis det skulle være. Da jeg var i starten af 40’erne, gav jeg den en ordentlig skalle, jeg var aktivt medlem af Fitnessdk og fik en personlig træner. Det gav den fedeste fornemmelse af styrke i kroppen. Men så har livet sneget sig ind på mig. Jeg har i et stykke tid gerne ville tabe mig, men har haft det sådan ‘jeg starter i morgen’ eller ‘jeg starter på mandag’  Men nu har jeg besluttet mig for, at der skal styr på det. Så jeg har en aftale med en personlig træner, der skal hjælpe mig. Men på den anden side er jeg altid sådan en, der lader mig gribe af stemningen: Jeg gider ikke drikke danskvand, når der er champagne.

LÆS OGSÅ: 5 tips, der holder din feriehjerne sund

Hvordan har du det med din alder?
Hvis jeg ikke træner, kan jeg mærke det generelle forfald. Og det er jo ikke, fordi jeg kan undgå forfaldet med træning, men jeg kan gøre mit bedste for at få undgå generne fra fx den rygsygdom, jeg altid har måttet leve med. Men den sidste tid har været svær. Jeg har haft modermærkekræft, knust mit håndled og i kombination med at være småfed, så værker knæ og hofter, når man begynder at løbe. Men det bliver der rettet op på nu.

Hvad kan få dig til at føle dig mindre sund?
Når jeg føler den der stress i kroppen, ikke kan trække vejret ned i mellemgulvet og har oplevelsen af, at der ikke er nok timer i døgnet.

Hvad gør du, når du skal stresse af?
Går ture eller dyrker yin-yoga. Og så er jeg sammen med vores dyr. Vi har en labrador og to katte, og der er altså ikke noget mere afstressende end snorkende og spindende pelsdyr, der ligger oven på dig.

Hvilken træningsform dyrker du?
Jeg har en gåmakker. Målet er, at vi skal gå en tur på 10.000 skridt fire gange om ugen, men det bliver tit kun til to. Derudover dyrker jeg yin-yoga en gang imellem, og så danser jeg i et lille dansestudie, der hedder Studio F15. Det er så sjovt! Desværre er det ikke nok, så nu skal jeg i gang med funktionel træning, der kan give mig noget mere muskelmasse.

Hvad er din største last?
Jeg spiser sunde måltider og elsker grøntsager og fisk, men jeg er samtidig meget glad for Summerbird og A-lakrids. Og is. Jeg må tilstå, at jeg spiser det hver dag. Og jeg er også glad for kold rosé. Dog ikke hver dag.

Hvad er dit forhold til slankekure og diæter?
Jeg kan godt blive grebet, når jeg læser om noget nyt: faste, 5:2 eller palæo, men jeg ved godt, at det er de små forandringer, der virker. Jeg nærmer mig jo også de 50 og orker ikke at leve med forbud og tyranni, så skal det være, skal det være noget med at styre portionerne og så lidt mindre Summerbird, A-lakrids og is.

Hvilken sundhedstrend synes du er tosset?
Dem er der mange af. En af dem er rawfood. Det kan simpelthen ikke være sundt at spise så meget frugt og grønt, der ikke er opvarmet. Og så hele den der trend med kokosolie. I det hele taget har jeg det stramt med fanatisme. Vi skal nyde livet, mens vi har det, hvilket jeg i den grad blev bekræftet i, da jeg fik modermærkekræft. Derfor er balancen så vigtig – for både krop og sind.

Forkæl dig selv med et abonnement på IN og få en eksklusiv gave - KØB HER

LÆS ALT OM