Sund som Marianne Mortensen

Foto: AOP og Getty Images

Marianne Mortensen er 58 år, skuespiller og en del af det faste ensemble på Mungo Park, hvor hun bl.a. er med i succesforestillingen ‘Kvinde kend din krop’. IN har snakket med hende om hendes forhold til sundhed, læs med her.

Hvad er sundhed for dig?
Det er først og fremmest at være glad og taknemmelig for sit liv. Bekymrer man sig og er utilfreds, sætter det sig som sygdom, bekymringsrynker og nedadvendte træk. Smilet og evnen til at glædes, friheden til at kunne være den, man er, og selvfølgelig omtanke for, hvad man putter i munden, er sundhed for mig. Og så evnen til at vende blikket væk fra sig selv. Og tænke på andre. Det kan være rigtig sundt.

Hvornår føler du dig allermest sund?
Når jeg får sovet det, jeg skal – og vælger at være positiv. For jeg tror på, at det er noget, vi i høj grad selv kan vælge.

Hvornår føler du dig usund?
Når jeg lader mig stresse, hundse rundt med af andre og ikke får sagt fra. Og så selvfølgelig, når jeg i en periode får spist for meget sødt.

LÆS OGSÅ: Sund som Mille Dinesen

Hvad er dit bedste sunde råd?
Gå ture i naturen. Hold om et træ. Se skønheden omkring dig. Også i andre mennesker.

Hvad er din (hemmelige) usunde last?
Jeg synes ikke, jeg har en usund last – og da slet ikke en hemmelig. Jeg står ved det, jeg gør!

Hvordan har dit forhold til sundhed udviklet sig?
Mit fag kræver stor opmærksomhed på krop og sjæl. At man er i både fysisk og psykisk balance. Så mit forhold til sundhed har helt klart udviklet sig i takt med mine karrieremæssige krav om ikke at måtte blive syg. Det lærte jeg tidligt på teaterskolen, hvor jeg som elev medvirkede i en forestilling, hvor vi blev gennemblødte hver aften. Jeg fik underlivsbetændelse og meldte mig selvfølgelig syg. Men den gik ikke! Jeg måtte pænt møde på teaterchefens kontor, hvor teatrets læge var kaldt ind. Og han vurderede så, at jeg sagtens kunne spille. Så lærte jeg det.

Hvilken form for motion dyrker du?
Lidt yoga. Lange gåture. Rengøring! Og så spiller jeg ret fysiske forestillinger på Mungo Park, som i høj grad er med til at holde mig i form.

sund-som-marianne-mortensen Foto: AOP og Getty Images

Hvordan stresser du af?
Når jeg bliver roligt og blidt masseret og nusset, når jeg går mine ture, når jeg har det sjovt – hjemme og på arbejde – og når jeg får fjernet det værste skidt og gjort det hyggeligt og rart hjemme.

Er der en sundhedstrend, du har lyst til at prøve?
Jeg tror, jeg ville have godt af at prøve et silent retreat – altså dage, hvor man overhovedet ikke må snakke. Det ville være meget udfordrende for mig. Og måske også sundt!

Hvordan har du det med din krop?
På gode dage er jeg rigtig glad for min krop og synes, den gør det rigtig godt og tager sig godt ud, min alder taget i betragtning. Men der er også dage, hvor humøret af den ene eller anden grund er lidt i bund – så ser jeg alt forfaldet og skynder mig væk fra spejlet.

Hvordan har du det med din alder?
For det meste glemmer jeg heldigvis at forholde mig til min alder. Tænker ikke så meget over det. Men igen – der kan være dage, hvor man synes, døden ånder en i nakken. Så er det, man må gribe til glæden over de mindste ting. Og taknemmeligheden. Det hjælper.

LÆS OGSÅ: Sund som Laura Drasbæk

In abonnement

LÆS ALT OM