Det spiser Michelle Obama efter træning

Michelle Obama går meget op i kost og motion

Den amerikanske førstedame går meget op i motion og sundhed

Både Michelle og Barack Obama træner gerne hver dag om morgenen, og det kræver naturligvis noget energi.

I et nyt interview, hvor Michelle Obama bl.a. fortæller om sit Let's Move-initiativ, forklarer hun, at proteindrikke og frugter - særligt æbler - er favorit-spisen for både Michelle og Barack, når de har trænet.

Og parret spiser også gerne en lille snack før træning.

"Vi har æbler over det hele i Det Hvide Hus. Men vi er ligesom alle andre - et stykke frugt eller en grøntsag giver os energi før træning - og det er godt for kroppen," siger hun ifølge Huffington Post.

Leg i stedet for motion

Michelle Obama har siden, hun blev USA's førstedame, haft motion som sit helt store fokusområde, og med Let's Move Schools-initiativet opfordrer hun børn til at få mindst 60 minutters motion om dagen.

"Det handler om at tale om træning som leg, og at børnene ikke føler, de skal være atleter," siger Michelle Obama, der påpeger, at selv en gåtur kan være sjov for børnene.

Michelle Obama bemærkede også, at det er vigtigere at tale om vægt og sundhed og ikke om vægt og udseende.

"Folk kan ikke ændre den måde, de ser ud på, men vi vil gerne have, at alle amerikanere er sunde," siger hun.

Michelle Obama fortalte også, at hun aldrig taler om vægt med sine to døtre, fordi hun gerne vil forhindre, at de bliver for fokuserede på deres vægt.

Kilde: Huffington Post