SUNDHED | Derfor skal du spise tang

Tang har mange sunde egenskaber, men bliver ofte kun forbundet med det asiatiske køkken - vi giver dig her nogle forslag til, hvordan du kan spise mere tang i hverdagen.

HVORFOR ER TANG SUNDT?
Tang indeholder kun få kalorier og er samtidig rig på mineraler, aminosyrer, kostfibre og diverse vitaminer. Hvis du spiser omkring et gram tang, har du sikret dit daglige indtag af jod. Jod er et vigtigt mineral for kroppen og er nødvendig for, at skjoldbruskkirtlen kan danne de hormoner, der regulerer kroppens stofstifte.

LÆS OGSÅ: SUNDHED | Derfor skal du spise ingefær

Tang indeholder kalcium og har næsten et lige så stort indhold af protein som fx bælgfrugter. Det består hovedsageligt af fibre, som holder dig mæt i længere tid. Disse fibre medvirker til at sænke kolesterol i blodet og stabilisere blodsukkerniveauet og mindsker også sandsynligheden for, at du hurtigt bliver sulten igen efter dit måltid.

TYPER AF TANG
Der findes mange varianter af tang, nogen som er gode for dig og andre, som du bør undgå helt. De gode og sunde tangtyper er fx Dulse, Kombu, Søsalat og Nori-tang, der især er kendt for dens anvendelse i sushi-køkkenet - mere præcist til de fyldige maki-ruller, som indeholder sushi, ris og grønsager, der er rullet i noritang.

En type af tang man dog bør undgå er Hijiki-tang, da undersøgelser har vist, at den kan være kræftfremkaldende. Den har et karakteristisk udseende og er derfor nem at kende med dens sorte farve og i trævlede strimler. En anden type tang, som man helst også skal undgå er Butblæret Sargassotang, som vokser i de danske farvande, da den har vist sig at være sundhedskadelig.

LÆS OGSÅ: 6 grunde til at spise flere blommer

TANG I MADLAVNING
Tang smager lidt sødt med en salt smag og indeholder umami, som virker smagsforstærkende, og kan være et lækkert pift i mange forskellige retter. Her giver vi dig fire tips til, hvordan du kan bruge tang i din madlavning:

  • Nori-tang kan bestemt også bruges til andet end maki-ruller - den kan fx ristes let på en brødrister eller pande og derefter knusses til drys, som kan anvendes i supper, salater, fiske- og gryderetter – mulighederne er mange. Den kan købes hos flere af de store supermarkedskæder og i asiatiske forretninger.
  • Tangsalat lavet på Wakametang er et lækkert tilbehør til fx fiske-og kødretter. Denne tangsalat er især god til nye tangspisere, da den ikke er særlig kraftig i smagen og har en mild duft. Den fås ofte som forret på forskellige sushi-restauranter. Den kan købes frossen i asiatiske forretninger, og hvis man har mod på det, kan man også lave den selv.
  • Tangchips smager dejlig lækkert og kan fås i flere smagsnuancer såsom wasabi eller chilismag og er et sundere alternativ til fx almindelige chips.
  • Dulse smager bedst tørret og kan drysses over en salat eller suppe, men kan også være et sundere og lige så sprødt alternativ til fx bacon. Den kan bestilles hjem hos fiskehandleren.

Tang har mange sunde egenskaber, men skal spises med måde lige som alle andre fødevarer. 

Kilde: realfoodswitch.com, leksikon.arla.dkfoedevarestyrelsen.dk