Film til efterårshyggen - 5 gode med Gyllenhaal

Film til efterårshyggen - 5 gode med Gyllenhaal
Foto: AOP

Maggie Gyllenhaal fylder 40, og i den anledning anbefaler IN 5 film og tv-serier med den alsidige skuespillerinde, som du kan hygge dig med i vintermørket.

Det er en af Hollywoods dygtigste og mest alsidige skuespillerinder, som i dag skal puste 40 lys ud i sin fødselsdagskage. Maggie Gyllenhaal begyndte allerede at spille skuespil som teenager og har for alvor været på radaren i filmbyen, siden hun dukkede op i ’Donnie Darko’ sammen med brormand Jake i 2001.

I øjeblikket kan hun opleves i HBO-serien ’The Deuce’, som er en af de fem film- og tv-serier med Maggie Gyllenhaal, IN anbefaler, at du allierer dig med, nu hvor vintermørket for alvor sænker sig over Danmark. Hop op i sofaen og find en af dem frem.

The Deuce (2017)

Foto: AOP

Maggie Gyllenhaal er næsten selvskrevet til en Golden Globe-nominering for rollen som den prostituerede Candy i HBO-serien ’The Deuce’. Serien foregår i New York i 1970’erne, hvor pornoindustrien vandt frem, og mange så en lys fremtid i den. På rollelisten finder man også James Franco. Hele første sæson er tilgængelig på HBO, og anden sæson er bestilt.

LÆS OGSÅ: Sjette sæson af ”House of Cards” bliver den sidste

Secretary (2002)

Foto: AOP

Det var rollen som den lærenemme Lee i den erotiske ’Secretary’, der for alvor slog Maggie Gyllenhaals navn fast i Hollywood. I filmen spiller hun en kvinde, som får et job som sekretær, lige efter hun er blevet udskrevet fra et psykiatrisk hospital. Forholdet til hendes chef, spillet af James Spader, udvikler sig hurtigt til meget mere end kontorarbejde, da han deler sine sadomasochistiske tendenser med hende.

Crazy Heart (2009)

Foto: AOP

Maggie Gyllenhaal, Jeff Bridges og countrymusik. Ja tak. Filmen om en falleret musiker, der indleder et forhold til en yngre kvinde og enlig mor gjorde ikke så meget væsen af sig, da den ramte Danmark. Det er synd, for samspillet mellem den to skuespillere er vidunderligt, ligesom både filmens visuelle og musikalske side. Jeff Bridges vandt i øvrigt en Oscar for rollen som countrystjernen Bad Blake, mens Maggie Gyllenhaal var nomineret for sin indsats i filmen.

The Honourable Woman (2014)

Foto: AOP

Maggie Gyllenhaal var en af de første Hollywood-stjerner, som tog springet til tv-skærmen. I 2014 spillede hun hovedrollen i den politiske miniserie ’The Honourable Woman’, som bl.a. har Israel-Palæstina-konflikten som tema. Skuespillerinden vandt en Golden Globe for rollen som våbenhandleren Nessa Stein i den BBC-producerede serie, som er blevet sammenlignet med bl.a. ’Homeland’.

LÆS OGSÅ: ’Wonder Woman’ knytter næverne – trækker Gal Gadot sig fra super-franchise?

The Dark Knight (2008)

Foto: AOP

Kan man se Christopher Nolans ‘The Dark Knight’ for mange gange? Nej. Superheltefilmen med Christian Bale i titelrollen har det hele – action, drama, romantik. Det sidste især i skikkelse af Maggie Gyllenhaal, som spiller Rachel, der er splittet mellem kærligheden til Bruce Wayne, som ikke kan få lov til at blomstre pga. hans alter ego, og Harvey ’Two-Face’ Dent, der lover hende ægteskab, guld og grønne skove.

Giv IN i julegave fra 150 kr. | Spar 44% - KØB HER